Julius Nielsen, ny dansk skakbog

Oprettet: Torsdag, 14 december 2017 20:53
Skrevet af Thomas Vestergaard

Det er ikke hver dag, at en ny dansk skakbog ser dagens lys; men som man også kan læse i det seneste nummer af Skakbladet, har forlaget OnBoard fornylig udsendt bogen ’Julius Nielsen – Blandt verdens bedste i korrespondanceskak’. 

 

forside
Erik André Andersen: Julius Nielsen - Blandt verdens bedste i korrespondanceskak.
240 sider, softcover, Forlaget OnBoard 2017. Pris 199,00 kr.


Julius Nielsen (1901-1981) var den første dansker i verdenseliten i korrespondanceskak. Han deltog i VM-finalerne 1965-68 og 1972-76 og lagde dermed grunden til Danmarks k-skak succes med navne som Jørn Sloth, Erik Bang, Ove Ekebjærg og Allan Poulsen. Bogen fortæller historien om Julius Nielsen som k-skak mester i et dansk og internationalt perspektiv og viser alle hans 170 kendte k-skak partier, mange kommenteret af ham selv eller hans modstandere, heriblandt verdensnavne som Hans Berliner, Lothar Schmid og Alberic O'Kelly.


eea julius_nielsen
Om forfatteren: Erik André Andersen er skakhistoriker og PhD i Øststatskundskab. Før universitetskarrieren aktiv skakspiller i den danske elite. Medarbejder ved Skakbladet og forfatter til bøgerne ‘Skakkens mestre. De store, der ikke blev verdensmestre. Perioden 1895-1930.’ og ‘Den sovjetiske skakskole. Perioden 1941-1965.’ Foto: Thorbjørn Rosenlund


Erik André Andersen brænder så meget for sit emne, at han tilbyder interesserede klubber gratis foredrag om Julius Nielsen. Han kan kontaktes på email: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. .


Bogen er på vej i Dansk Skaksalg, men kan også bestilles direkte hos forlaget OnBoard, v/Thorbjørn Rosenlund, email: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. .


Forlaget OnBoard ejes af tidligere redaktør på Skakbladet, Thorbjørn Rosenlund, og meget pudsigt har også Julius Nielsen været redaktør på bladet. Det var i perioden 1941 til 1946 og han fik efterfølgende ros for at have navigeret Skakbladet igennem den vanskelige krigstid på fin vis. Ifølge bogen optog han ingen tyske partier i Skakbladet i den periode.  Julius Nielsen er det unge skakforlags anden udgivelse efter ’Tag stilling’ af Bent Kølvig udkom i 2014.