Kunstig intelligens slår Stockfish

Oprettet: Fredag, 08 december 2017 15:52
Skrevet af Thomas Vestergaard

Googles datterselskab DeepMind har udviklet en selvlærende algoritme kaldet AlphaZero, der på bare fire timer lærte sig selv at spille skak og derefter slog verdens bedste skakprogram, Stockfish, med 64 – 36. AlphaZero vandt 28 partier mens 72 partier blev remis. 

 

Det traditionelle skakprogram Stockfish er udviklet af mennesker, der har skrevet en række regler som programmet bruger som retningslinjer. Det kunne være at løberen er god, hvis den står på en åben diagonal etc. AlphaZero derimod fik kun udleveret reglerne og spillede så mod sig selv i fire timer, hvad der blev til 300.000 træk, og på denne baggrund havde den en spillestyrke, der var bedre end programmet, der var baseret på menneskers regler og koder.


Perspektiverne i denne kunstige intelligens er både fascinerende og lidt skræmmende. Danmarks Radio bringer her en dybere artikel om fænomenet, hvor de også viser et interview som GM Peter Heine Nielsen har givet til chess.com. Her fortæller han blandt andet, at flere af de partier, han har set, er ganske spektakulære og at AlphaZero kan få menneskers forståelse for skakspillet op på et højere niveau. Samtidig frygter han ikke, at det bliver skakspillets død. Der har været op og nedture for skakken gennem historien, og dette er en af opturene, ifølge Peter Heine Nielsen.


En anden artikel, der er god at blive klogere af og har mange fine henvisninger, er Eric Bentzen fra Nørresundby Skakklubs nyeste blogindlæg, Kunstig intelligens og blå mærker.


I skyggen af AlphaZeros sejr over Stockfish er det uofficielle verdensmesterskab for skakprogrammer, TCEC (Top Chess Engine Championship), netop blevet afgjort. Her vandt Houdini i finalen over Komodo med 53 – 47. Se mere om dette mesterskab her

 

skakbrikker